En eksklusiv spa-oplevelse i Aire Ancient Baths
12. december 2023Jeg har testet Love Connection 45’ sammen med min mor, og det var en af de mest gennemførte spa-oplevelser, jeg nogensinde har prøvet.
I Aire Spa skal du ikke medbringe andet end dig selv og dit badetøj. Resten er der allerede sørget for. Læs med her for at finde ud af, hvad det er, der gør Aire så eksklusivt og gennemført.
Af Sladana Lazic
Det er langt fra første gang, at jeg begiver mig ud i en spa-oplevelse. Og jeg havde faktisk også været i Aire før. Jeg husker det som en helt unik spa med dens beliggenhed i en gammel Carlsberg-bygning og de græsk-lignende rammer. Jeg var der under corona, så der var forholdsregler, men har da bestemt tænkt, at jeg skulle tilbage igen. Det er så et par år siden nu, så da jeg fik lov til at teste Aire og opleve spa’en for anden gang, var jeg meget spændt. Var der noget, der havde ændret sig? Ville der være for mange mennesker? Har de formået at holde det høje niveau?
Da vi træder ind i Aires magiske univers, bliver vi taget godt imod i receptionen. Her skal vi udfylde et spørgeskema vedr. sundhed og evt. allergier. Derefter blev vi vist ned af trappen til damernes omklædningsrum. Her bliver vi mødt af en værtinde, som viser os til skabene og forklarer det hele. Hun får at vide i hendes øresnegl, at vi bare skal til massage med det samme, efter vi er klædt om. I skabet finder vi både badekåbe, badesko og håndklæde. Vi skulle altså kun have vores badetøj med! Easy!
Da vi er færdige med at klæde om, går vi op i spa-området, hvor endnu en værtinde venter og sender os med elevatoren op til vores massage. En himmelsk 45-minutters helkropsmassage i et massagerum for to. Vi får lov til selv at vælge massageolien. Som prikken over i’et afsluttes massagen med en dejlig og afspændende hot stone massage med basaltsten, der giver en beroligende effekt. Du kommer helt ned i gear, og jeg lover for, at du glemmer tid og sted. Noget de fleste af os har brug for – og så i december no less.
Efter vores massage får vi en rundvisning i de magiske termiske bade.
Til min store glæde arbejder Aire stadig med ”time slots”, dvs. du er der i et par timer, og når klokken ringer, er det tid til, du skal op. På den måde kan du give helt slip og overlade tiden til nogle andre. Samtidigt bliver der ikke overfyldt i spa’en, og det føles meget eksklusivt at have stedet (næsten) for dig selv.
De termiske bade byder på boblebad, 37 grader varmt bassin, 15 grader kolde bassiner, saltvandsbassin, brusere, dampbade og et endnu varmere bad på 38 grader. Vand er altså det bærende element, og det er helt utroligt at gå på opdagelse i de mange bade, der alle giver forskellig effekt. Det handler bare om at overgive sig.
. .
Med i vores spa-oplevelse kunne vi vælge mellem et glas cava eller frisk juice, som vi kunne nyde, mens vi sad i bassinet.
Da vores oplevelse var ved vejs ende, gik vi ned til omklædningsrummet, hvor vi kunne finde alle de produkter, vi havde brug for at gøre os klar. Shampoo, shower gel, body cream, hårtørrer osv. Den høje service fortsætter også her, og vi får tilbudt at få tørt vores badetøj i sådan en tromle.
Det var en oplevelse, jeg kunne mærke effekten af i flere dage efter. Det er helt exceptionelt høj service, og der er tænkt på alt helt ned til den mindste detalje. Der skal lyde en kæmpe anbefaling herfra!
Det praktiske
Det er supernemt at komme til Aire. Du kan tage toget til Carlsberg St. og så gå ca. 500 m til spa’en.
Pris
En 45 minutters helkropsmassage i et massagerum for to, intensiveret med basaltsten og en beroligende eller energigivende olie. Efterfulgt af de magiske termiske bade og et glas cava eller juice efter eget valg koster 2.900 kr.
Læs mere, og book din Aire-oplevelse her: https://beaire.com/da/aire-ancient-baths-copenhagen#
Kommenter på En eksklusiv spa-oplevelse i Aire Ancient Baths