Grand Hôtel Stockholm: Nordisk Spa i smukke omgivelser.
4. marts 2014Jeg var en smule skeptisk!
Grand Hôtel er et kendt og velrenommeret 5-stjernet hotel i det centrale Stockholm, og det huser et luksuriøst spa og fitnesscenter inspireret af den svenske skærgård og badekulturen i Norden.
Konceptet er i korte træk at pendle mellem en dampende varm sauna og iskoldt vand. Også selvom der er –10 grader udenfor og sneen når dig til knæene… Jeg var en smule skeptisk! Umiddelbart var min første tanke, at det med det iskolde vand kunne de holde helt for sig selv. Men så er der jo bare dét, at jeg jo egentlig synes, at man skal prøve alting mindst én gang! Og hurra for det motto – for det var mildest sagt vanedannende.
Jeg blev helt høj!
Jeg startede min spa-dag med en tur i fitnesscenteret på Grand Hôtel, som absolut kan anbefales. Der er adskillige forskellige slags konditionsmaskiner, styrketræningsmaskiner, et rum med frie vægte og min favorit: et rofyldt yogarum, som jeg havde helt for mig selv. Der er desuden mulighed for at låne træningstøj og sko – en perfekt service for dem som er på rejsende fod og vil spare på den dyrebare kuffertplads!
Økologiske ingredienser og uden skadelige tilsætningsstoffer.
Da jeg havde svedt en lille times tid var jeg klar til at gå i krig med det nordiske bad. Jeg fik udleveret en fluffy badekåbe, en badedragt, et par badesandaler, en badebørste og en fin lille bakke med instruktioner til badet og 4 af spaets egne produkter: en hårmaske, en ansigtsmaske, en bodyscrub og en bodywrap. Alt sammen lavet af økologiske ingredienser og uden skadelige tilsætningsstoffer.
Sauna. Iskoldt vand. Om og om igen. For man kan slet ikke stoppe!
Jeg fulgte deres anbefaling og lagde ud med at tørskrubbe kroppen med badebørsten, nedefra og op og udefra og ind mod midten af kroppen for at stimulere lymfesystemet til udrensning. Så tog jeg et brusebad, vaskede hår (shampoo, balsam, ansigtsvask og bodylotion er tilgængeligt overalt og er også spaets egne lækre økologiske produkter) og fordelte hårmasken i mit hår og viklede et håndklæde omkring, og satte mig ind i saunaen et kvarters tid – SÅ skønt!
Og så var det, at min indgroede og årelange antipati for kulde skulle overvindes, og jeg skulle tage en dukkert i den iskolde pool. Det lykkedes mig, og jeg fortrød ikke et eneste sekund. Man føler sig som født på ny, når man kommer op af det kolde vand. Og så tager man selvfølgelig turen igen! Sauna. Iskoldt vand. Om og om igen. For man kan slet ikke stoppe!
Da jeg på et tidspunkt alligevel havde fået nok, skyllede jeg min hårmaske ud, og skrubbede kroppen med efter samme princip som med børsten.
Derefter pakkede jeg mig ind i badekåben og gik op i fitnessbaren, hvor jeg fik en bakke med en lækker bærsmoothie, et lille ingefærshot og en lille tallerken med rodfrugtchips, som et lille boost til udrensningen! Det var et dejligt tilskud til den velsmagende grønne te og frugterne, som stod til fri afbenyttelse rundt omkring. Jeg hoppede også lige i den tempererede pool, som var fælles for mænd og kvinder, bare for at have prøvet det! Relaxafdelingen, boblebadet og dampbadet gik jeg desværre glip af, – det havde jeg slet ikke tid til med min nyfundne saunafetisch!
Find de bedste svenske Spahoteller
Og jeg må sige, at jeg følte mig afslappet helt ind i sjælen..
Til sidst smurte jeg ansigtsmasken på og kunne ikke modstå at sætte mig ind i saunaen en sidste gang inden jeg tog et afsluttende brusebad og endte seancen med den fugtgivende og velduftende bodywrap.
Fordelene ved sauna efterfulgt af det kolde bad er utallige, blandt andet er det godt for hjertet, blodomløbet og huden. Og så stimulerer det kroppens evne til at rense ud (noget de fleste af os har brug for!) og får musklerne til at slappe af i dybden. Og jeg må sige, at jeg følte mig afslappet helt ind i sjælen, da jeg forlod Grand Hôtel den eftermiddag!
Kommenter på Grand Hôtel Stockholm: Nordisk Spa i smukke omgivelser.