Yoga-workshop for nybegyndere hos Hamsa Studio
16. januar 2014Yoga-workshop for nybegyndere hos Hamsa Studio
Yoga-workshop for nybegyndere hos Hamsa Studio ❤
Hamsa Yoga ligger i en hyggelig baggård på Ravnsborggade
Hos Hamsa Yoga på Nørrebro kan du komme til en to en halv-times workshop, hvor du lærer de mest grundlæggende yoga-principper og termer i et stille og roligt tempo, så alle uanset alder, smidighed og forudgående kendskab kan følge med. Herefter er du klar til at dyrke yoga på første niveau.
Hamsa yoga i København
Hamsa Yoga ligger i en hyggelig baggård på Ravnsborggade, hvor jeg møder op søndag eftermiddag til to en halv-times workshop. Jeg starter med at blive krydset af i receptionen og går direkte til omklædning.
Ligesom mange andre yoga-steder, som jeg har stiftet bekendskab med for nyligt, er det et åbent omklædningsrum, hvor mænd og kvinder skifter sammen. De fleste vælger måske også derfor at klæde om hjemmefra.
Selve timen starter med at finde en plads i det aflange lokale og derefter med en 30 minutters introduktion til de forskellige termer, instruktøren Nici (og hendes hjælpere) og de helt grundlæggende yoga-principper.
Nogle af de åbenlyse fordele ved at dyrke yoga er, at det forøger den almene sundhedstilstand samt styrker, strækker og afspænder kroppen.
Øvelserne er oprindeligt skabt for at opnå højere spirituel udvikling, men kan sagtens anvendes som en selvstændig, fysisk træning.
Efter den korte introduktion går vi i gang med selve den fysiske del af yogatimen, hvor vi gennemgår yogaens fysiske øvelser, også kaldet asanas, som eksempelvis øvelserne hund og kat, nedadgående hund (downward dog), solhilsen, hoftestræk, træets stilling (vrksasana) og mange flere.
Alle stillinger, afhængig af hvor smidig man er, har man mulighed for at udføre i flere niveauer ved at bruge hjælpemidler som klodser og tæpper.
Selve træningen foregår ved, at Nici guider os gennem øvelserne verbalt, mens hendes tre hjælpere (to på gulvet, der demonsterer øvelserne, mens den sidste går rundt sammen med Nici) sørger for, at alle udfører øvelserne så korrekt som muligt.
Vi udfører alle øvelserne i et meget stille og roligt tempo, som giver let varme, men ikke sved på panden. Alle kan være med, stille spørgsmål undervejs og holde pauser, hvis der er brug for det, og Nici sørger hele tiden for at minde om, at det er vigtigt at lytte til sin egen krop og ikke forcere den – især ikke hvis man er helt ny.
De to timer går rigtig stærkt, og workshoppen bliver afsluttet med en dejlig, mediterende stilling, hvor vi ligger på gulvet til afslappende musik.
Til aller sidst bliver der også tid til ”om”-chanting (udtales ‘Ôm’), som siges at være en vigtig lyd inden for yoga og selve universets grundtone. Efter endt træning føler jeg en overvældende indadvendthed og ro, som jeg bevarer resten af dagen.
Læs mere om Anusara Yoga
Næste begynder workshop hos Hamsa er d.13 Maj kl.14.00-16.30
Tips til yoga hos Hamsa Yoga:
– Sørg for at have behageligt tøj på, som sidder tæt til kroppen, så det ikke kommer i vejen for øvelserne.
– Husk din egen yogamåtte – dog kan du leje en mod betaling (10 kr.), hvis du vil sikre dig, at yoga er noget for dig, inden du investerer i sådan en.
Hvad: Yoga – Absolute Beginnners Workshop
Hvem: Nici, yogainstruktør
Hvor: Hamsa Yoga, Ravnsborggade 19 – Baghuset th. – kontakt her
Hvor længe: To og en halv time
Hvor meget: 200 kr. (inkl. te og småkager til sidst)
Fra 1. Marts kan du købe et løbende medlemsskab til ubegrænset yoga i Hamsa for 400 kr pr måned- læs mere under
Kommenter på Yoga-workshop for nybegyndere hos Hamsa Studio