Find din indre balance og velvære med holistisk kropsterapi
5. juni 2024På den hyggeligste klinik beliggende på Vesterbro finder du kropsterapeut Isa Raim.
Med mange års erfaring inden for yoga, breathwork, holistisk kropsterapi og alt indenfor velvære, er Isa en erfaren behandler. Så hvis du oplever ubalance eller underskud, hvad enten det er i krop eller sind, er du kommet til det rette sted.
Min behandling hos Isa havde jeg booket et godt stykke tid i forvejen, så da dagen endelig kom, var jeg mildest talt spændt. Behandlingen var også tiltrængt, da jeg i lang tid forinden havde gået rundt uden at kunne finde tid, rum og overskud til at lytte til de signaler, som min krop forgæves sendte til mig.
Da jeg trådte ind på Klinik Kin fik jeg en varm velkomst af Isa.
Der var en aura af ro i rummet og ikke mindst omkring Isa selv. Jeg blev tilbudt te og vand, hvorefter vi satte os komfortabelt overfor hinanden i bløde stole. Da det var min første behandling, brugte Isa den indledende samtale til at skræddersy den rette behandling til mine behov.
Efterfølgende skulle jeg ”lande” i rummet. Derfor gennemførte vi en grounding øvelse siddende, hvilket faktisk overvældede mig en smule. Hvor ofte tager man egentlig tid til at fordybe sig i sit eget sind, når man har familie, job og alverdens forpligtelser?
Grounding øvelsen kombineret med vores samtale skabte en dyb følelse af tryghed, og selvom det var vores første møde, var der straks en følelse af fortrolighed og tillid, der gjorde, at jeg følte, jeg kunne dele alt. Isas nærvær og vise ord har stadig en indvirkning på mig en uge efter behandling.
Efter grounding øvelsen lagde jeg mig på den opvarmede briks, og Isa begyndte den mere fysiske del af behandlingen. Han startede ved fødderne, hvilket mindede mig lidt om zoneterapi.
Formålet var at identificere de punkter i min krop, der skabte ubalance, hvilket ofte kan afspejles i fordøjelsesproblemer eller en uregelmæssig menstruationscyklus.
Derefter ændrede behandlingsformen sig en smule med kraniosakral-terapi. Denne form for terapi kan bedst beskrives som en proces, hvor terapeuten ”lytter” til kroppens signaler, rytmer og bevægelser gennem sine hænder. Under behandlingen oplevede jeg en meditativ tilstand og dyb afspænding.
Da jeg åbnede øjnene igen, havde jeg svært ved at rejse mig. Kroppen føltes tung, gennemarbejdet og havde aktivt formået at frigive alle sine spændinger.
Jeg kan varmt anbefale Isa og hans holistiske tilgang.
Det centrale for mig var, at jeg følte mig forstået og støttet i min rejse mod en mere afbalanceret tilstand i min krop og i mit sind. Men som Isa påpegede, er det også en opgave at lære at opnå den tilstand selv.
Lidt praktisk om behandlingen
Selve behandlingen varede 1,5 time første gang. Efter endt behandling anbefaler Isa, at man tager hjem og giver sig selv tid til at slappe af. Effekten af behandlingen mærkes i dagene efter, hvor forskellige følelser kan opstå.
Isa Raim tilbyder en bred vifte af holistiske behandlinger herunder kraniosakral-terapi, Bach Flower Therapy, holistisk massage, åndedrætsøvelser og retreats – hver med deres unikke fordele. Så det handler blot om at finde den rette behandling, der passer til netop dig.
Du kan finde mere information om behandlingerne og booke tid hos Isa Raim
Kommenter på Find din indre balance og velvære med holistisk kropsterapi