Vi nyder fodspa’en & Lavendula Wellness Pakken ✽
2. marts 2014Klinik Mijo på Nansensgade afspejler behandler Miriam Johanssons skandinaviske baggrund og asiatiske livsfilosofi.
09.03.2012
Af Lotus Turélls – skribent/foredragsholder/instruktør/coach
Fire skridt under gadehøjde ligger denne lille perle af en cityspa, med et gennemtænkt wellnessfilosofi.
Til kamp for wellness
Jeg bliver budt velkommen, og vist hvor jeg kan hænge mit tøj og træde mine ret sølede støvler af. Miriam, som er ejer af Klinik Mijo, er en smule forsinket.
Så jeg benytter lejligheden til at snuse lidt rundt i lokalerne. Her er virkelig ganske unikt, jeg har ikke tidligere sat ben i en lignende klinik. Rå mustensvægge, lave bjælker og skandinavisk hygge i skøn forening med asiatiske skydedøre, buddistiske figurer og lune farver.
Jeg slænger mig i det indbydende sofahjørne med en kop the.
“Wellness er for mig noget der kommer indefra, noget du kan mærke i dig selv, ikke noget du kan putte på eller tilføre kroppen. Jeg vil gerne arbejde for, at wellness kan blive opfattet som mere og andet end nusseri og lækre cremer”, forklarer Miriam der nu også har sat sig i sofahjørnet. “Min definition af ordet wellness er balance mellem sind, krop og sjæl”
Miriam er uddannet fysiurgisk massør og hun behandler altid dybdegående. Det er hendes hjertebarn at afhjælpe og aflaste kroppen for spændinger og skavanker, men i et spamiljø – ikke i traditionelt kliniske rammer.
“Man behøver ikke at vælge mellem at gå i spa eller at gå til fysioterapeut, det er min filosofi”, smiler hun og peger op mod fodspa’en; en slags hyggekrog hævet en meter over gulvet. Det er deroppe min behandling, Lavendula Wellness Pakken, starter.
Slut af og start, med noget rart.
Egne erfaringerne med sygdom og skavanker fik Miriam til at virkeliggøre sin drøm om at arbejde dybdegående med kroppen. Men det mentale er tæt knyttet til helbredelse af kroppen, mener hun.
“Mange folk har ondt, men slapper alligevel mentalt af imens de er her, hvilket gør at man virkelig kan lave en vellykket behandling”, fortæller Miriam.
Jeg stikker fødderne ned i et kar af mangotræ med varmt vand, himalayasalt, og aromatiske dufte og olier. Dèr ligger de og sopper rundt en stund inden jeg bliver peelet og masseret med lavendelscrub. Aldeles skønt!
Miriam fortæller om vigtigheden af altid at starte og slutte af med noget rigtig rart, så kan man bedre holde til at det niver lidt undervejs i hovedbehandlingen der i mit tilfælde er nakke, skulder og rygmassage. Og til sidst en lille ansigtsmassage.
“Jeg vil sige, at en vellykket behandling giver fornemmelsen af at mærke sin blodcirkulation, bevæge sig ubesværet og føle sig i live”, fortæller Miriam og hjælper mig ned fra fod spa’en.
Vi fortsætter ind i et af de mindre, aflukkede behandlingsrum.
Spot on.
Inden Miriam går igang med massagen, opfordrer hun mig til at være tydelig omkring hvad jeg kunne tænke mig. Blidt? Helt dybt? Midt imellem?
Hun rammer virkelig mine ømme punkter undervejs, ikke èn infiltration i rygregionen slipper for en omgang – og det kan mærkes! Men det kan også hurtigt fornemmes hvor forløsende smerten er. Da vi er igennem ryg og nakke, får jeg smurt peeling udover ryggen hvilket ligesom vækker huden igen, kilder og snurrer.
Resten, hovedbunds og ansigtsmassage, er rendyrket nydelse og efter en time på den lune briks, rejser jeg mig for at runde behandlingen af i klinikkens karbad med mineralsalte og urter.
“Du kan bare slukke for ‘delfinmusikken’ hvis du vil. Der hænger en ipod på væggen, så du kan vælge din egen musik”, siger Miriam med et blink i øjet.
Det er egentlig ret befriende, at få prikket hul på den nogengange lidt højtidelige spastemning. Hvorfor egentlig ikke ligge i urtebad til lidt Dolly Parton?
Lavendula wellness pakken er en af de mest populære på Klinik Mijo, fordi den kommer stortset hele vejen rundt og koster 750,-. Så her kan de fleste være med. Karbad skal man bestille oveni for yderligere 250 kr.
Jeg forlader klinikken vitaliseret og rofyldt, og mærker over de næste par dage hvordan min ryg virkelig har nydt godt af massagen. Så gør det altså ikke spor at det også kan mærkes en gang imellem, det der wellness.
Book din næste wellness oplevelse hos Klinik Mijo i Nansensgade ❤
Kommenter på Vi nyder fodspa’en & Lavendula Wellness Pakken ✽