At lide for skønheden – Få en Brazil
5. juli 2014Af Vibe Maria Dahl Andersen
Men hvor slemt er det egentlig?
At få rykket hårene ud med roden på det mest intime og følsomme sted på kroppen afskrækker en del kvinder fra at få en brasiliansk voksbehandling.
PureWellness.dk har kigget nærmere på den eksotiske og intime hårfjerningsmetode.
”Jeg skulle ikke nyde noget. Jeg forestillede mig virkelig, at det måtte gøre vanvittigt ondt,” fortæller 30-årige Vicki Pedersen, som efter en venindes anbefaling langt om længe tog sig sammen til at få en brasiliansk for et par år siden.
”Og det har jeg altså aldrig fortrudt. Hold da op, når jeg tænker på, hvor meget jeg døjede med stikkende hår, indgroede hår og sår dengang, jeg selv ordnede det med en skraber,” fortæller Vicki, som ikke siden har haft den slags problemer og er lykkelig for, at hun er sluppet af med den daglige skraber og nu kan nøjes med voksbehandlingen hver femte uge.
Men Vicki indrømmer, at hun synes, det gjorde ret ondt første gang.
”Men jeg er altså også en ømskindet type,” fastslår hun og fortæller, at det kun var første gang, og at hun nu slet ikke længere betænker sig ved en behandling og heller ikke synes det gør ondt mere.
Dollface i København
”Det føles lidt som at få hevet et plaster af. En lynhurtig smerte, der ligeså lynhurtigt er ovre igen,” fortæller Gitte Lillie Østergaard, der er indehaver af skønhedsklinikken ’Dollface’ i København og som laver brasilianske voksbehandlinger hver dag.
Det handler om behandleren
Gitte Lillie Østergaard fortæller, at der selvfølgelig er forskel på kvinders behåring, hud og smertetærskel, og at langt de fleste slet ikke oplever det som specielt smertefuldt at få en brasiliansk voksbehandling.
”Jeg vil påstå, at det i langt højere grad handler om, hvilken behandlers hænder du falder i”, siger Gitte Lillie og henviser til, at det altid er vigtigt at sikre sig, at behandleren er uddannet kosmetolog, og at behandleren har erfaring med den brasilianske voksbehandling.
Der findes ikke en særlig uddannelse i brasiliansk voksbehandling, så indehaveren af Dollfaces bedste råd er, at man spørger til behandlerens erfaring, inden man får en behandling.
”Spørg hvor mange brazils vedkommende laver om dagen og dan dig et billede af erfaringen den vej. Eller bestil tid til voksbehandling af ben eller armhuler og få en snak med behandleren om det, når nu du er der,” råder indehaveren af Dollface.
En ’Brazil’
I Brasilien betyder ’Brazil Wax’ intim hårfjerning
Det er helt op til en selv, om voksbehandlingen skal efterlade det intimeste sted helt glat, med en stribe eller en anden form.
Husk bare at aftale det med behandleren, inden behandlingen.
Inden en behandling forbereder du dig bedst således:
– sørg for at være helt ren
– dine hår skal være cirka 1 cm lange
– peel din hud på området om morgenen på behandlingsdagen
– brug ikke creme på området inden behandlingen
Kommenter på At lide for skønheden – Få en Brazil