Anmeldelse: Klinik Rude – en lys oase af velvære
11. september 2015Klinik Rude – en lys oase af velvære
Tekst Sara-Louise Fredshavn
Er du til luksuriøs selvforkælelse, lækre økologiske produkter er Klinik Rude stedet til din næste behandling
Med tid til en alvorlig omgang forkælelse og fornyelse af jeg’et. parkerer jeg min cykel foran Rudes smukke klinik. Og fra starten er vores møde en stor fornøjelse. Facaden ud mod Holger Danskes vej i hjertet af Frederiksberg er minimalistisk, velafbalanceret og udstråler professionalisme og luksus. Forventningerne er store.
I receptionen bliver jeg modtaget af to smilende piger og straks vist ind i behandlingsrummet, til trods for, at jeg faktisk kommer fem minutter for tidligt.
Denice, som skal stå for min behandling, præsenterer sig. Hun fortæller kort om hvad der skal ske og giver mig så tid alene til at komme ud af tøjet, og på plads på den bløde briks.
Hun er enormt sød og meget opmærksom på min veltilpashed. Hun bemærker også hurtigt min gravide mave, og tilbyder mig derfor en pude under knæene for at aflaste min ryg.
Rude Facial Gold den længste og mest luksuriøse kosmetologiske behandling
Rummet jeg ligger i er lyst og venligt, med en stor panoramarude, der giver kig til gaden, men udefra kan du ikke se ind. Det giver en lækker ”ren” og luftig fornemmelse. Indretningen er holdt helt i hvidt, der stillet et stort glas vand, tørret frugt og nødder frem til mig, og der spiller dæmpet musik, som straks får mig til at slappe af.
Da jeg er godt placeret på briksen, kommer Denice ind igen.
Hun fortæller mig nærmere om den behandling jeg skal have. En Rude Facial Gold, som er den længste og mest luksuriøse af deres kosmetologiske behandlinger. Den tager næsten 2 timer og indeholder alt hvad hjertet kan begærer af forkælelse, med dybderens, luksusmasker, massage og japansk ansigtsløft.
Indledningsvis analyserer Denice min hud for at kunne tilpasse behandlingen.
Jeg har en sart og lidt tør hud, og derfor vælger hun milde produkter der passer til netop mig.
Herefter begyndes behandlingen med en afrensning af min make up. Allerede her oplever jeg kvaliteten af de produkter klinikken benytter – Organic Pharmacy. Hver eneste renser, skin tonic, creme, serum og maske Denice anvender er økologisk, plantebaseret og dufter så ufatteligt lækkert og naturligt. J
eg trækker vejret helt ned i maven og nyder hvordan hele min krop slapper fuldstændig af. Efter en lækker blid peeling, der skrubber med havre i stedet for kradsende sten, skal jeg have damp i ansigtet inden den lidt mindre behagelige dybderens.
Professionalisme hele vejen igennem
Mens dampen gør sin indvirkning, masserer Denice mine hænder og underarme. En del af kroppen de fleste af os sjældent giver den rette opmærksomhed. Det føles helt vidunderligt at få løsnet op i muskler, led og sener der bruges så meget i det daglige. Massageolien der anvendes er fløjlsblød, og den giver en god portion fugt til mine lidt tørre hænder, men uden at den virker klistret eller fedtet.
Det er tydeligt gennem hele behandlingen, at Denice har masser af erfaring og helt styr på hvad hun foretager sig. Massage af hænder, fødder, ansigt, nakke, skuldre og hovedbund er helt tilpas. Hun tager godt fat, men ikke så hårdt at du ikke kan nyde det.
For mig er det en hårfin balance, som ikke mange formår at ramme. Hun er også enormt sød til at holde mig opdateret på, hvad næste skridt er, hvilket produkt hun bruger, hvad produktet er baseret på og hvorfor hun har vælger netop dét.
Afslapning og velvære på højt plan
Efter en dybderens, får jeg en skøn kølende maske på, og mens den virker får jeg hovedbundsmassage. Det er svært ikke at falde lidt hen.
Temperaturen i rummet hos Klinik Rude er helt tilpas og den stille musik får mig til at synke helt tungt ned i madrassen.
Jeg får lagt endnu en velduftende maske, og mens den virker får jeg masseret mine fødder og lægge, hvilket er dejligt når man har en hverdag hvor man går meget – og især når man, som mig, bærer rundt på lidt ekstra vægt fra babyen.
Herefter venter den japanske lifting massage, der en kombination af zoneterapi, ansigtsmassage, akupressur og lumfedræning der opstrammer hud og væv.
Det er en skøn blanding nogle tryk og nogle strøg over hals og ansigt, som foretages med en dejlig, blød og fugtgivende maske. Under denne massage må jeg give op, og går ud som et lys et par gange. Ifølge Denice, en behagelig følgevirkning for de fleste der får behandlingen.
Da det hele desværre er overstået og mine to timer er fløjet af sted på det, der føles som et øjeblik, er kroppen så afslappet at jeg har brug for et par minutter til at sunde mig.
Jeg sidder på briksen et øjeblik og spiser lidt tørret frugt, drikker det store glas vand og glæder mig allerede til næste gang jeg skal forbi Klinik Rude. Her kan du helt sikkert regne med fuld forkælelse med lækre, nøje udvalgte produkter, og et virkelig imødekommende og professionelt personale.
Kommenter på Anmeldelse: Klinik Rude – en lys oase af velvære