Body-sds behandling
25. januar 2014Body-sds behandling
Det er tidlig eftermiddag og efter en hurtig latte cykler jeg til Fredericiagade, hvor jeg har en aftale med Anders Peter Tørsleff om en Body-sds behandling.
Jeg er både spændt og nysgerrig, da jeg ikke har prøvet denne behandlingsform før, så jeg kan virkelig få en oplevelse med en nybegynders sind. Anders Peter byder mig velkommen og vi sætter os i hans behandlingsrum, som er minimalistisk og stilrent indrettet med et skrivebord og en briks.
Hvad er Body-sds? –
Body-sds er forkortelsen for Body Self Development System, et dansk behandlingssystem som blev startet i 1940’erne af Erland Hartung og senere videreudviklet af hans søn Ole Kåre Føli og barnebarn Bengt Valentino Andersen.
Metoden er autodidakt og intuitivt udviklet, men har bl.a. fundet inspiration i akupressur og zoneterapi. Body-sds systemet var fra starten af meget fokuseret på at frigøre låste og stive led – ofte med tilhørende knæk-lyd, som får mange til at tænke på kiropraktik, men der er stor forskel.
Kiropraktorer anvender manipulation, hvor det låste led groft sagt bankes på plads i kroppen uden yderligere behandling, mens vi i Body-sds laver ledfrigørelse, hvor kroppens spændinger hele vejen rundt løsnes godt op og langtidseffekten er mere holdbar.
Hvilke problemer kan man afhjælpe med Body-sds?
– Typisk kommer de fleste med et fysisk problem, såsom ondt i nakken, hold i ryggen, smerter, skader eller spændinger i kroppen, men man kan sagtens også komme med et følelsesmæssigt problem såsom stress, angst og depression.
Hvad er fordelen ved Body-sds?
– Man får aha oplevelser, åbenbaringer, en større årsagsforklaring end f.eks. hos lægen eller psykologen. Her går vi en anden vej: kroppen, sanserne og følelserne, og ikke så meget intellektet og det rationelle. Vi stiller ikke diagnoser.
Rigtig meget kompetence i vores samfund handler om at have viden i hovedet, men der er ikke så meget der handler om ”at være viden”, som er mere kropsligt. F.eks. hvis en person har en angstproblematik så er det en klassisk form for kropstab, hvor hovedet er skåret fra kroppen.
Man kan sagtens tale kognitivt om angsten, blive klogere på det og få værktøjer at arbejde med, men vi går dybere ned og forløser selve angsten i kroppen. Det handler om at få ”grounding” og at komme til stede i kroppen og i sig selv.
Hvordan skiller det sig ud fra andre behandlingsformer?
– Den største forskel mellem Body-sds og de behandlingssystemer som vi ellers kender fra det anerkendte sundhedssystem er forskellen mellem specialisme og holisme (helhedstanken).
Når vi søger hjælp hos læge, fysioterapeut, kiropraktor, psykolog, vil vi ofte ende med at modtage symptombehandling fremfor årsagsbehandling. F.eks. når vi går til lægen med rygsmerter, vil lægen lede efter en diagnose med dertil hørende behandling.
Som oftest kan en sådan ikke findes, og så får klienten medicinsk smertebehandling, som reelt kun forholder sig til symptomet og ikke kan forklare årsagen.
Body-SDS behandling er en kropsterapeutisk helhedsbehandling
Her oplever rigtig mange klienter et gennembrud ved Body-sds behandling, som ofte åbner en helt ny forståelse for ens problematik og behandling. Når klienter døjer med tilbagevendende problemer og skavanker, er der oftest tale om en større ubalance i krop og sind, og det er det vi forholder os til i Body-sds.
Under behandlingen arbejder vi aktivt med åndedrættet, dvs. klienten tager en aktiv del i behandlingen. Åndedrættet har en stor terapeutisk effekt, da det er med til at kunne give slip, skabe plads og skabe frihed mentalt, følelsesmæssigt og kropsligt.
Derudover er Body-sds en kombination af flere slags teknikker for at tage hensyn til det hele menneske fysisk, psykisk og åndeligt.
Selve behandlingen
Efter vores samtale om Body-sds metoden taler vi om hvilket problem jeg gerne vil arbejde med, og jeg lægger mig med ryggen på briksen under et lagen kun iført undertøj.
Anders Peter starter med at forklare om åndedrætsteknikken jeg skal lave under hele behandlingen og instruerer også undervejs, mens han bruger masserende bevægelser og tryk og lytter til min vejrtrækning. Han fortæller hvor han oplever spændinger i min krop og hvilke muskler og organer de hænger sammen med samt hvilke følelser der måtte være forbundet med spændingerne. Den første halvdel af sessionen virker mere aktiverende på kroppen og åndedrættet. Jeg bliver svimmel og får en kriblende og snurrende fornemmelse i kroppen samt oplever følelser komme op.
Anders Peter støtter mig empatisk og vi taler kort om hvad de følelser kunne hænge sammen med. Jeg får også frigjort spændinger nakken, som føles rart. Derefter vender jeg mig om på maven, hvor Anders Peter fortsætter med behandlingen på bagsiden af min krop.
Under hele sessionen er han meget empatisk og støttende. Til sidst ligger jeg for mig selv i stilhed et par minutter og oplever ren væren, en dejlig afslappethed og tyngde i kroppen.
Behandlingen varer ca. 1 time. Det er individuelt, hvor mange behandlinger man skal have, men Anders Peter anbefaler et forløb på 5-10 behandlinger. Til slut er der ikke så mange ord, jeg føler mig træt og sulten og har bare lyst til at tage hjem og lægge mig til at sove. Jeg har bare lyst til at være. Uden ord.
Du kan få mere info om Anders Peter Tørsleff og hans behandlinger på telefon 28 58 18 11.
Kommenter på Body-sds behandling