Anmeldelse: Weekendophold på Ruths Hotel
20. marts 2015Wellness ophold på Ruths Hotel
Så snart vi ankommer til Gl. Skagen, hvor Ruths Hotel ligger, bliver vi mødt af det velkendte syn af de smørgule huse, som straks henleder tankerne på ferie. Ruths Hotel har en helt fantastisk beliggenhed centralt i byen omgivet af natur med havet i baggrunden.
Personlig modtagelse med rundvisning
På Ruths Hotel bliver vi modtaget af et meget serviceminded personale der med det samme får os til at føle os velkomne.
Vi starter vores wellness ophold med en personlig rundvisning på hotellet, hvorefter vi bliver vist til vores værelse. Det er et meget dejligt og lyst værelse indrettet, som resten af hotellet, med danske møbelklassikere, dansk kunst og B&O fjernsyn på væggen.
Indretningen på hotellet er med til at understrege stemningen af hjemlighed, varme og velvære. På vores terrasse har vi en skøn udsigt over klitterne, hvor vi kan ane og høre havet.
Efter ankomst beslutter vi os for at gå en tur rundt i Gl. Skagen før vi udforsker wellness-området. Ruths Hotel har naturen lige uden for døren. Strand og skov ligger kun et stenkast væk, og der er rige muligheder for både løbeture, mountain biking og ridning. Storbyens bilos og larm er erstattet med ren havluft, og gåturen i byen og klitterne giver ro i sindet. Vi beslutter derfor at det er tid til at gå tilbage til hotellet, og skifte til badetøjet.
Seasons Spa
På vores værelse venter den lækreste store morgenkåbe og slippers, som vi ifører os før vi bevæger os ned i wellness-området. Det er Seasons Spa der driver Ruths wellness og de anvender kun specialudvalgte luksus produkter blandt andet fra Aromatherapy Associates og Darphin – førstnævnte er alle så heldige at prøve, da der foreligger prøver på alle hotelværelser. Season Spa tilbyder skønne krop- og skønhedsbehandlinger alle ugens dage og der er ikke så lidt at vælge imellem.
Ruths Wellness tilbud
Man kan dog også bruge faciliteterne i Ruths Wellness uden at bestille behandling og det inkluderer dampbad, sauna, massagebruser, motionsrum og terapibassin. Efter en tur i bassinet får vi et glas juice og et stykke chokolade før vi træder ind i dampbadet og bliver varmet igennem.
Middag på Brasseriet
På Ruths Hotel er der to valgmuligheder når middagen skal indtaget; Ruths Brasserie der serverer traditionel fransk mad og Ruths Gourmet der serverer gastronomiske oplevelser af sublim karakter.
Vi spiser middag på Brasseriet, hvor der hersker en dejlig stemning med professionel betjening. Der er ikke lang ventetid fra bestilling til servering. Maden er virkelig lækker og flot anrettet og vi skal beherske os selv for ikke at tage alverdens billeder af det. Der er åbent køkken og det er en oplevelse at se kokkene udføre deres magi. Efter maden nyder vi en drink i den hyggelige opholdsstue.
BrunchBuffeten mangler ikke noget
Vi starter næste morgen med en opfriskende tur i bassinet og dampbadet, før vi bevæger os ned og spiser brunch. Vi bliver mødt af en venlig tjener der tilbyder os friskpresset juice og æggeretter – deres omelet kan virkelig anbefales. Buffeten mangler ikke noget og vi nyder vores morgen, mens vi kigger på snevejret udenfor.
Ren velvære
Det har været ren velvære, både for sjæl og krop, at besøge Ruths Hotel.
Her oser af charme og hygge – det er det oplagte sted at holde ferie eller en romantisk forlænget weekend, da det indbyder til total afslapning.
Vi vender helt sikkert tilbage inden længe.
Kommentarer
Kommenter på Anmeldelse: Weekendophold på Ruths Hotel